126
ROBINSONADE
skraldende og rivende brød ud. Ganske nær: en Glammen af mange Hunde. Hele Mulmet gøede, en Jamren og Varslen af en talløs Meute. Hallo! Hallo! De havde lugtet ham, sporet ham, set ham!
I Løbet af tidløse Øjeblikke var Pladshundenes stinkende og laadne Kroppe inde paa ham.
Han var vild, Ligemand med Hundene, Skind og Klør, stinkende Dyr som de, og med en Fnysen plantede han sine Fingre dybt ind i en svedfugtig Dyrepels, følte Fraade Hyde om Knoerne; Dyrets raadne Aande ramte hans Sanser som noget kendt og noget længe ventet. Et Hug af Tænder bed hans venstre Læg. Nu hylede et andet Bæstie bag ham for et overlegent Spark. Men den, han havde i Struben, segnede baglængs om, med ham i sin Favn.
Og da — Himlen stod saa mild og fredelig deroppe — dens Mørke skjulte ham kammeratlig, den gode Nathimmel! Hvor var Natten og Mulmet ikke godt; da — tav Dyret under ham og krøb, en ru slimet Tunge lagde hede Slik ned over hans Hænder. Kendte Dyret ham nu — endelig? Kendte den ham, godkendte ham, ligesom Nattens Mulm tog ham for god som et af sine Børn.
Ja, Hunden — nu var der kun én — laa stille for hans Fødder, slikkede hans Sko og klynkede ganske smaat. Da løftede han sine Hænder, og uden Bevidsthed velsignede hans Hud og Muskler Natten, dette Sneforaars dybe Nat, hvis laadne Bund
