125
ROBINSONADE
altfor dagligvante Ansvar. Det blev hans Sag at aflægge Rapport, naar Stuegangen naaede til Arrestanternes Afdeling. Intet set! Intet hørt!
Dawen lod sig glide ned over Pavillonens Tag. Haserne ud over Tagrenden! En Vridning af Hoften, og han hang i Zinkkanten med Hænderne. To Alen at falde, og han lod sig falde.
Der var dyb Skygge i Krogen, hvor han faldt, en Løngang af Mulm ind langs Muren. Kasserne, som han paa de daglige Gaardture havde set, var paa deres Plads. Nu Muren — paa Trods af Pigtraad og Sømspidser. Herefter, vidste han, var han ikke orienteret.
Fra Murens Kant, hvor han hang over Haser og ved Haandgreb, kunde han se ud over et Areal, formløst og øjensynlig kuperet og af stor Udstrækning. Skyggerne laa som sorte Pøle mellem de knudrede Masser, hvis Toppe bar Hætter af Sne.
Og da, paa en Gang, krummede en usigelig Rædsel ham fjederagtig i Knæ, og lidt efter, da Kræfterne resulterede og fik Luft, sprang han.
Han balancerede over Brædder, var pludselig knædybt i en Grube, vadede i et Kaos af Jærnaffald: Tøndebaand, der som Rævesaxe slog om hans Ankler, Jærnrivetænder, der snappede i hans Sko.
Og derefter opstod lidt efter lidt ud af denne kvalmende Nat, der fyldte hans Mund med besk Vædske, en sagte knurrende Lyd, som pludselig
