129
ROBINSONADE
Stier efter tidligere Vandrere smøg sig ind, og han fulgte en af disse Stier. Og snart fandt han en Rede for Natten i et Hug i Busken, paa et Leje af Kvas og Ris af Pilen, der fjedrede ham tilbage i Dvale, hvor Sulten alligevel gjorde sig følelig gennem en Rus af sygelige Drømme. — —
Alle Forestillinger fra Fængselstiden var traadt tilbage, og han var absolut i Plan med sine Omgivelser. Han var vaagnet meget sulten, men iøvrigt veltilpas opvarmet af mild Sol og laa nu halvt lyttende til den vældende Fuglekvidren, der med Morgenen var opstaaet fra Pilekrattets tusinde Reder.
Han forstod, at den Plads, han havde valgt sig, var beboet. Der laa et næsten nyt Uldtæppe, et Spritapparat skjult under Tæppet og en Blikkasse. Den indeholdt gode Beskøjter og et Stykke Ost.
Da han havde spist, begyndte han at lægge Raad op, men savnede Materiale og naaede foreløbig ikke ud af Pletten, eftersom han her var sikker og intet andet Sted syntes ham sikkert. Han havde ogsaa fundet Tobak; han havde ikke Pibe, men opdagede, at Tobak lader sig tygge med ikke ringe Udbytte.
Endnu formede sig ingen Beslutning, ud over det at blive siddende her paa Hug paa et Knippe Kviste. Og da blev han forstyrret.
Det havde knækket et Par Gange i Grenene bag ham. Og pludselig stødte det igennem, en stor
