130
ROBINSONADE
dunkel Form, der sank ned ved hans Side, og en dump Blæsebælgslyd gik hæst ud fra en stor rød Flab med udhængende Tunge og hvide Rovtænder. Han rakte Haanden ud og kendte Hundens lodne og varme Pels. Den laa og saa' op paa ham med kløgtige Øjne, ganske tillidsfuld, hengiven; og hurtigt begravede han sine Hænder i Pelsen bag de spidse Øren, grebet af en graadfyldt Sentimentalitet: Et levende Væsen kom til ham uden Frygt! Han følte et nøje Forbund mellem sig og Livet, med alt varmt og organisk. Dyrets fugtige Snude, der laa i hans Haand, den varme Høluft af dens Pels indgød ham en vidunderlig Ro.
Hunden laa ganske rolig, logrende med sin tunge Buskehale, hvæsende efter Løb; han strøg den igen og igen, og derefter opdagede han Ansigtet af en Mand, der stod i Buskene.
Det var et skægløst, ungt, men medtaget Ansigt med meget udhængende Øjne og en svag, halvt aaben Mund; det kiggede paa ham fra sit Skjul bag Grenene.
Han skimtede lidt af Dragten, der tydede paa Vagabond, som hans egen allerede, denne Jakke, der er rustrød, efter at Farven er udtrukket, underlig kreppet af Regn, men Ansigtet, der har en Paryk bleget som en solsveden Græstørv, forekom ham som noget fuldkommen nyt, forbavsende og uforstaaeligt.
Udtrykkene passerede over dets Flade ganske krampagtig, lynsnart efter hverandre, som Skyer
