131
ROBINSONADE
glider over et Landskab, rent mekaniske Indstillinger af Mundens Linjer, af Pupillens Retning og Styrke, Pandens vidtløftige Rynkninger: Først Overraskelse, saa Skræk, dyb og ganske lammende Angst, pludselig Glæde, en Vridning af Munden til et Smil, saa Mistro; og langsomt kom Manden frem, skiftende i Holdning fra Trusel til Velkomst.
Dawen nikkede og smilede: "God Ven", sagde han og gentog det.
Den anden svarede ikke. Læberne gabede tragtformet, viste derved ikke Tænderne, ikke Tungen. Alligevel forekom han ikke Dawen hæslig. "Sæt Dem her," sagde han og gjorde Plads.
Den anden bøjede sig i Knæ, der kom et toneløst Stød fra hans Strube, og Dawen saa', at han ikke kunde tale.
Han bøjede derfor Ansigtet frem og gav det et stærkt markeret Udtryk af Venlighed. Og uden Lyd formede han med Læberne Ordet:
"Kammerat."
Den døvstumme satte sig ned ved hans Knæ, men udenfor Uldtæppet, og Dawen forstod da, at denne Mand var hjemme her og han selv Gæst. —
Denne døvstumme udtrykte sin Identitet ved et Navn, han formede med Læberne og Ganen; det lød omtrent som Thomas, men hver Konsonant vibrerede som en Guitartone, og ogsaa Vokallyden
