132
ROBINSONADE
syntes af en ganske instrumental Oprindelse, som af stemt Metal. Hans hele Fysiognomi inddroges under Arbejdet paa at forme dette eller de andre fem og fyrretyve Ord, han havde lært Aaringer tilbage efter en eller anden Talemethode. Kinderne tog Luft som Blæsebælge og forsynede Struben; Blikket dykkede tilbage i en Forestillingsverden, hvor fem og fyrretyve Navne skulde gøre Tjeneste for de flere hundrede Ting, han alligevel navnløst kendte; Tunge og Læber spillede over de indøvede Stillinger, indtil Slimhinder og Rumforhold i Organerne meldte tilpas; saa lod han Luften udstrømme af Struben; og paa Ansigtet, der lyttede ham i Møde, kunde han dernæst læse, at en Lyd var befriet og Forbindelse sluttet. Ja, han var forstaaet! Der var et Nik, et fastere Lys, en tilfredsstillet Farve i den lyttendes Pupil.
Th—o—m—as—s—s. — Ja!
Stavelsens Udlyd lod han synge meget længe, en energisk svingende Konsonant; han vovede ikke at fjærne Tungen, der svirrende hang oppe mod Fortænderne, før han var vis paa, at al Luft var afgaaet af sin Kilde.
Og af hele hans Væsen, som en Bølge af hans ganske Legeme, et Strøg af hans Hud ud over den lyttendes Hud, gik en Strøm, en fast Søjle af Følelse, ud for at møde — eller ikke møde — Gengæld. Han vilde forstaas, netop som han selv havde det inden i sig: at han nu var bange eller glad eller
