170
FLYVEPERSPEKTIV
ved Maskinernes raa Eksplosioner. Deres Bevægelse er Fremstød, endnu ikke Flugt.
Det vil blive ikke Kraften, men Ligevægten, der vil herske i sin blide Evne til at sejre ved at tage Hensyn!
De balancerede nu her i dyb Luft, i et Rum uden Grænser opad. Et bølgende Hav af Skyer gled forbi under dem, store dorske Dønninger uden Braad eller Skum, der rullede sig hen forbi Jorden. Her hang de altsaa i Ligevægt, i fysisk Stabilitet med disse høje Luftlag. Himlen var ikke mere blaa, men hvid af Lys. De sejlede paa Atmosfæren.
Al Svimmelhed var nu borte. Den tikkende Støj af Motoren var den eneste Forstyrrelse, den eneste Lyd af en ældre og brutalere Kultur, der var bragt herop. Men Tela tænkte, at Motorerne en Gang ogsaa vil blive overflødige i en Tid, der vil have lært at svæve og balancere ved drageformede Aëroplaner, med selve Luften som Bærer og Drivkraft og Ror.
De var endnu kun Pionererne med de ufuldkomne Midler, der endnu ikke er dannede efter Hensigt, men efter de bestaaende Trafikmaaders Forbillede. Der var uendelige Distancer at naa, en ny Verdensdel at erobre; en ny og udvidet Form for de menneskelige Sind, — ikke blot flad og dyb, men løftet i Højden til de evige Sfærer. — — —
De tre Mænd stod nu yderst ude i det blinkende Bærenet, han saa deres Silhuetter insektspinkelt
