12
SMITSONS MÆRKELIGE FORVANDLING
det kløgtige Embryonansigt. Doktoren satte forbitret den høje Hat, han efter Visitvane havde beholdt i Haanden, paa sit Hovede og slog ud med Haanden for at gaa.
Men Smitsons Smil synes ham nu at sygne, at snævres saa fattigt og ensomt sammen om den ganske umyndige Mund.
Han stod lænet mod den forgyldte Pilaster af en Reol, hvor dunkle og gamle Bind sortnede i dybe Karme. Inde i de mulmfyldte Nischer bugtede Folianter og Kalveskinds Kvarter deres skolede Alléer, Stamme ved Stamme, de røde og gyldne og grønne Tavletter af deres Titler mønstrede sig op gennem Rummet, i indre methodisk Følge, dybe, dybe Vindinger i et System af døde Tanker. Loftets dunkle Barok, der dryppede af gyldne Druer og Snitværks Vigneløv rammede om en vokshvid Iris, en friseret og prententiøs ganske nøgen Dame, der hvilede med Ryggen paa Loftet som den selvlysende Kærne i en uraniablaa Oval. —
Tre snøftende rød-grøn- og sortlakerede
Automobiler havde ført ti Gæster til Stede. Der var
dækket til tretten i den hvide Havesal, kun Krystal og
Sølv og Sèvres, hvidt Damask og blege Krokus i
løse Buketter ved hver Kuvert.
Doktor Hengst anbragte sig med nogen Mistillid til den lave hvidlakerede Armstol ved venstre Side af General Smitson. Han kunde uhindret af
