17
SMITSONS MÆRKELIGE FORVANDLING
nu og da den distinkte Støj af hendes spinkle Skos Hæle mod Marmoret.
"Se," sagde Cosmus Smitson, "jeg tænker mig, at hun træder i Porcellæns Sko." Og han vedblev, da Doktor Hengst vendte sig mod ham. "Finder ikke ogsaa De, at hendes Nakke var værd mange tankefulde Kys. Læg Mærke til Midjens Spinkelhed og til de søde nøgne Skulderblade. Og se under Rygspændet af hendes Silkebælte hvorledes alle Ovalerne af hendes Væsen samler sig under den stramtsnørede Silke bagtil i en lille smidig og beaandet Oval, der allerede — om jeg saa den alene — vilde lære mig alt om de slanke Veje i hendes Ryg og om den line Profil af hendes Ben, som her rundes, samles og ligesom fuldkommengøres i deres Higen mod Nerve og Form.
Det har uden Tvivl været en Madame Vallossière af hendes Slægt, hin berømte Iris de la Vallossière, om hvem Etienne Pavillon, de l'Academie française omkring 1690 digtede sine vidunderlige Vers: Métarmorphose du cul d'Iris changé en astre (aftrykt i Le plus joli des recueils, Londres 1778 in Oktav), i hvis henrivende Tekst Jupiter, der drømmer om at pryde en tom Plads paa Himmelhvælvet med en ny og ukendt Stjerne, sender Mercurius, denne Kviksølvets rapide og nervøse Gud, til det rige Paris. Og skjult bag Marmorpilastre ser han dér hin Iris de la Vallossière, ganske nøgen badende i et Kobberbassin sine Arme og Bryster,
