27
SMITSONS MÆRKELIGE FORVANDLING
Jeg mener ikke, at Deres Raad vil hjælpe mig, men Nærværelsen af Deres usvækkede Personlighed vil sikkert være mig en Lindring. De skal være min Læge, ved at De er vor Gæst. Og jeg vil ogsaa i Fremtiden have Nytte af Deres indgaaende og klare Aandspaavirkninger som en sjælelig Transfusion til min utvivlsomt svækkede Organisme."
Smitson havde rejst sig. Han stirrede trist ud over den sorte Park, fra hvis Mulm en Nattergals Gurglen kaldte, — en Nattergal fra de tusind og en Nætter kaldte.
Alix de la Valossière var kommen hen nær til Marmorterrassens Balustre. De saa hendes stjernebestøvede Haar over den fine sælsomt abstrakte Profil og hendes Læbers lille kløgtige og perverse Smil, medens hun saaledes lod sig betragte i gunstigt Lys af Havestuens gule Lamper.
Smitson sagde: ,Maaske var en Forbindelse med hin Iris de la Vallossière, min eneste mulige Tilbagevej til primitive og befriede Sindstilstande, en Flugt tilbage til det evigt feminine, til dette rolige og moderlige Ideal, — min Kusine Alix, hvis Sundhed og Naivitet vilde give min Natur tilbage Friskhed og ideal Vækst. Thi hendes Sjæls Fordærvelse er vistnok langtfra naaet i Højde med min."
Den Nat indtraf Smitsons mærkelige
Forvandling.
Først ud paa Formiddagen, da en Stol ved Fro-
