83
BLIND PASSAGER
Man vænnede sig til altid at have ham om sig, ventede paa hans Opsange, før man begyndte Arbejdet. Og da Anden Mester en Morgen fandt sin Skibskiste, som var flyttet op paa Dækket, nymalet, aadret og endog forsynet med en stor Stjærne og Navnet "Sirius" i mønjerødt, satte Folkene, én efter én, hver sin Skibskiste paa Dækket om Aftenen. Og de tog det som en Selvfølge, naar de om Morgenen fandt den aadret og prydet med en Stjærne, "Sirius'" Signalflag lig.
Men bestandig var "Joy" blind Passager. Og han gjorde sine Gerninger kun halvfornøjet, tidt i melankolske og ensomme Grublerier. — — —
Det kulede op. "Sirius" var langt ude paa Atlanten. Passatvinden bruste jævn og frisk; runde, toppede Bølger kom i Rader duvende hen over Havet. "Sirius" rullede stærkere end før, alt løst Gods blev surret, Lugerne forsvarlig skalkede og Slingrebrædder satte omkring Messebordet. Saltvandet sprøjtede op over Stævnen for hvert Hug frem gennem Havet.
"Joy" blev blegere. Han spiste ikke. Dagen igennem blev han liggende i sin Sejldugshule, og hans Ansigt var grønt. Men ingen hjalp ham. Ingen talte om at hjælpe ham. Og alle savnede de hans Opsang, naar Dagvagten kom paa Dækket.
"Sirius" gled frem i sin Kurs.
En Dag var Himlen plettet af sprængte Skyer.
