84
BLIND PASSAGER
Tunge, gule Striber stod i Nordvest; i Syd var Luften tyk og skimlet.
Og Bølgernes Kamme blev skarpe, de knækkede trodsig over, og Skum væltede sydende ud af Bruddet som Blod af et Saar. Vandet blev sortladent og vildere i sin Fart, hæse Vindstød fo'r hen over det og skrællede Skorpen af Bølgerne i regnbuespillende Stænk. Mod Aften gik Solen ned i Flammer i truende Straaleris, Himlen var længe som en gloende Kuppel, hvor Skyerne hang, lig skidden Vulkanaske. Om Natten brød Stormen løs, en Brandstorm, en Cyklon næsten.
Den blinde Passager krøb sammen i Læ af Maskinens varme Skylight. Han vovede sig ikke ned i det lune Folkelukaf, end mindre agterud, hvor Kaptejn og Styrmænd havde deres Rige. Søsygen var gaaet over, nu var kun Angsten tilbage. De taagede Længsler efter tropisk Sol og Sydens vidunderlige Havne, dem, han havde drømt om, medens Kippernes Gæster berettede om deres Farter, de svandt alle for denne store Angst, denne Frygt for det vaade, det kolde og bidende salte, der hævede sig i vældige Rygge og skjulte den vide Udsigt og fo'r frem med Brøl, strakte lange Fangarme ud og gled hen over Skibets Fordæk, saa Plankerne knagede under Vægten. Han fornam saa tydeligt det umaadelige Dyb under sig. Havet var ikke mere som en massiv Flade, der syntes at kunne bære. Alt syntes at synke i dette Dyb.
