86
BLIND PASSAGER
holdt sig ensom forude og klyngende sig til Lugetrappens Rækværk. De saa' ham begge, men de talte ikke til hinanden om ham. Og Folkene, der havde travlt midtskibs, de vidste, at han var dèr forude og sikkert inden længe ikke vilde være dèr mere.
Nye Bølger brød over Forskibet, en af dem stejl og hvas som en Klippe; i dens Følge en mindre, rund og med mange kredsende Kamme. Og da den trak sig bort imod Sydøst, saa' alle de, der var om Bord, noget som en gul Bold glide ned langs dens Side, og et blodrødt Tørklæde derunder, endnu et Minut saa' de det — indtil Skumkaskader fossede ned fra en større Bølge, der gik i den andens Slæb og knuste alt.
"Sirius" Mandskab skelede til hverandre. Men ingen talte nu eller siden om, hvad de havde set. Der var nu — som før — ingen blind Passager om Bord.
De løb frem og tilbage og udførte deres Dont, Stormen tog til. Den Storm var ingen Spøg. Dens Brøl var øredøvende, et Kaos af Toner.
Og da Vinden stilnede, gled "Sirius" over vældige, runde Dønninger ind i klam Havgus, der hang som lange Tjavser i Rejsningen, en Taage, der isnede alt, der tæt som rustrøde Gardiner kom vuggende ned fra de duvende Skyer og svøbte sig om alt. Master forsvandt, og Forskib forsvandt for dem, der stod agterude.
