249
Som forskjellige tidligere Undersøgere antager Souleyet (l. c. p. 442) kun een Art af Glaucus (»Gl. Forsteri«), som skulde variere meget betydeligt; disse tilfældige Variationer skulde desuden af Forfatterne være overdrevne i Afbildningerne, og kun derpaa skulde den ellers stedfundne Opstilling af saa mange Arter (s. ovf.) beroe. Ligesom det overhovedet neppe kunde antages, at saa store Forskjelligheder i Formforhold, som de, der vise sig i de foreliggende Figurer af Glauker, ikke skulde antyde Tilstedeværelsen af forskjellige Arter, saaledes har den directe Undersøgelse af en stor Deel Individer fra de Kjøbenhavnske Museer saavelsom allerede Prof. Reinhardts Reiseoptegnelser under Galathea-Expeditionen efterviist ikke alene flere meget forskjellige Arter, men paaviist, at disse naturligt gruppere sig i 2 Afdelinger, hovedsageligt eftersom Papillerne ere stillede i en enkelt Række eller i flere.
Glaukerne leve alle i de aabne Verdens-Have og da fornemmelig i sammes tropiske Bælte; de synes neppe at have deres Hjem udover 35—36° paa begge Sider af Æqvator[1], skjøndt de med de store Overflade-Strømninger sandsynligviis føres langt høiere mod Nord, hvorom der imidlertid hidtil mangler Iagttagelser[2]. Ifølge ældre og de nedenfor følgende (Reinhardts) Meddelelser synes Slægten i det stille Hav at være repræsenteret ved flere Arter end i det atlantiske. De synes, efter de tarvelige foreliggende Documenter at dømme, at være iagttagne omtrent ligeligt til alle Aarstider.
Medens enkelte Forfattere, som især Quoy & Gaimard, angive disse Dyr som meget livlige og derfor ansee det ældre Epitheton »lacertae marinae« for passende, ere de fleste dog enige i at betragte dem som meget apathiske og yderst langsomme Dyr; d'Orbigny (voy. aux isles Canar. p. 42) saa dem kun tilbagelægge 1 dm. i 5 Minuter. Prof. Reinhardt — hvem jeg skylder Benyttelsen af hans omhyggeligt førte Dagbog saavelsom af Tegninger og Leiligheden til at undersøge de hjembragte Dyr — bemærker flere Steder i sit MS. og om flere forskjellige Arter, og ganske i Overeensstemmelse med Chamisso og Eisenhardt, at de vare umaadeligt dorske og træge Dyr, der næsten syntes at mangle Locomotionsevne; han saa dem aldrig gjøre noget Forsøg paa at svømme; derimod holdt de sig næsten ubevægelige med Fodsaalen heftede til Vandskorpen, saaledes med Ryggen nedad, med horizontalt udstrakte eller lidt mod Bugsiden rettede Papiller, i hvilken Stilling de syntes at benytte Papilhobene som Balanceerstænger[3], medens de lode sig drive med Strømmen.
- ↑ S. nærmere ndf. p. 254.
- ↑ I Middelhavet synes de neppe iagttagne siden Breyn's Tid (sml. ovf. p. 243.), med mindre Rang's Angivelse (man. p. 126) om, at de der forekomme i store Sværme skulde beroe paa egen Iagttagelse.
- ↑ Ældre Angivelser om disse Dyrs Svømmen med »Gjællerne« modsagdes allerede af Chamisso og Eisenhardt (A. A. N. Cur. X. (1821) p. 347) saavelsom af Eschscholtz (zool. Atlas. 4. Heft. (1834) p. 16); denne sidste Undersøgers Angivelse (l. c. & Isis. 1825. I. p. 737) om, at Glaukerne skulde svømme ved de under »Bugpladen« liggende Luftblærer, maa forstaaes saaledes, at de ved den i Maven optagne Luft holdes flydende i Vandskorpen; det skulde synes, som om A. Adams havde iagt-
Vidensk Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem Afd., 7 Bd.
