250
Ligesaalidt lykkedes det nogensinde Reinhardt at faae disse Dyr til at vende sig om, naar de vare lagte med Ryg- eller Bugfladen paa en tør Tallerken, hvilket Bory de St. Vincent vil have seet dem gjøre[1]. Reinhardt bemærkede uafladelige bølgeformige Bevægelser i Fodsaalen samt svage Krumninger og Bøininger af Kroppen saavelsom af enkelte Papiller; dog vare ogsaa disse Bevægelser langsomme og dorske; kun naar forskjellige Individer kom til at støde sammen, eller man forsætligt foruroligede dem, bleve Bevægelserne lidt raskere. Undertiden saa R. dem ved Berøring dreie sig paa saadan Maade, at Rygsiden vendte opad; de bøiede sig da saaledes sammen, at Rygsiden var stærkt hvælvet, og den mellem det forreste Papilpar liggende Deel hvilede i Vandskorpen, medens Papilhobene vare bøiede nedad og indad; dog iagttog R. dem ogsaa dreie sig uden opdagelig Grund, men de holdt sig da i det Hele mere udstrakte. Undertiden kunde man pirre dem saa meget man vilde, uden at de vendte sig om paa Ryggen; de krummede eller rullede sig da kun stærkt sammen bagover. Reisende Naturforskere, som have havt Leilighed til nøiere at iagttage disse Dyr, angive sædvanligviis, at de kun vise sig ved Vindstille og næsten speilglat Havflade; Reinhardt fangede dem (Gl. marginatus, R.) dog ogsaa, selv om Skibet løb en 4 Miils Fart. Han betvivler, al de kunne sænke sig fra Vandskorpen, og bemærker, at de, efterat være stødte ned under Vandfladen, atter stige iveiret som en Prop; dog gjør Dagbogen tillige den Bemærkning, at hiint muligviis dog turde være Tilfældet og da vel vilde vise sig slaaende i Forbindelse med den Uddrivning af Luft, som han og andre Iagttagere (Forster, Bennet o. fl.) have bemærket gjennem Glaukernes Mund baade uden tilsyneladende Grund og især, naar de lagdes i Spiritus. Reinhardt bemærker desuden, at Individer af alle de Arter, han iagttog, til andre Tider, undertiden lige efter Udstødelsen af Luftblærerne, udspyede en blaalig Vædske, som nogen Tid holdt sig som smaa Striber og Skyer, der ikke blandede sig med Vandet; ogsaa denne Vædske udspyede de hyppigt, naar de lagdes i Spiritus[2]. — Disse Dyrs hele Legeme og de enkelte Dele af deres Krop ere (som hos Aeolidiaderne i det Hele) i Besiddelse af en høi Grad af Sammentrækningsevne, hvorved Papilhobenes indbyrdes Afstand og Stilling paa Legemet saavelsom Halens Længde kommer til at vise sig meget variabel. Ogsaa Pa-
- ↑ »se replier avec force et par un mouvement de contraction reprendre sa position naturelle«, voy. de la coq. II. p. 284; voy. aux quatre isles d'Afr. I. p. 136. pl VI f. I A. B. — Ogsaa Forster (Voigt, Mgz. l. c. p. 341) saa dem vende sig i Vandet.
- ↑ Ogsaa Forster (Voigt. Mgz. V. (1804) p. 311) gjorde en lignende Iagttagelse; ligeledes Bennett (l. c. p. 145), der omtaler Vædsken som bruunlig og anseer den (urigtigt) for faecal. — Næsten alle i Spiritus bevarede Individer af Glauker saaes ligeledes indeholde Luft i Maven, og ved Tryk paa Ryggen uddrives ofte tillige en violetfarvet Strøm.
taget (Ann. mgz. n. h. 2 S. XIX. (1837) p. 462) Luft-Optagelsen, ligesom Forster allerede (Voigt, Mgz. l. c. p. 341) saa Udstødningen af Luftblærer (»per os spirant«).
Bennett (Proc. x. soc. IV. 1836) p. 118) omtaler Halens store Bevægelighed, ved hvilke de mindede ham om Fiirbeen; formodenligt er det det, der skaffede dem ovennævnte Betegnelse.
