Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/119

99

Mattæos-Evangeliet, 20. 21. Kap.

kaldte ad dem og sagde: hvad ville I, at jeg skal gjøre for eder? De sige til ham: Herre, at vore Øjne maatte oplades. Og Jesus ynkedes inderlig og rørte ved deres Øjne; og strags fik de deres Syn, og de fulgte ham.

21de Kapitel.

Og da de nærmede sig til Jerusalem^[1] og kom til Betfage^[2] ved Oliebjærget, da afsendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem: gaar hen til den By lige for eder, og strags skulle I finde en Aseninde bunden og en Fole hos hende; løser dem og fører dem til mig. Og dersom nogen taler eder noget til, skulle I sige, at Herren har Brug for dem, saa skal han strags sende dem. Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, som blev talet ved Profeten, der sagde^[3]: "Siger til Sions Datter, se din Konge kommer til dig sagtmodig og ridende paa et Æsel, ja paa et Trældyrs Fole." Men Disciplene gik bort og gjorde, ligesom Jesus havde paalagt dem, og bragte Aseninden og Folen; og de lagde deres Kapper paa dem, og han satte sig paa dem^[4]. Men de fleste

1. Kap. 21, 1-11: Jesu Indtog i Jerusalem; smlg. Mk. 11, 1-11; Lk. 19, 29-44; Joh. 12, 12-19.
2. En lille By paa Østsiden af Oliebjærget.
3. Sak. 9, 9 (Es. 62, 11). — Jesus føjede selv sit Indtog saaledes, at det blev en Opfyldelse af denne Spaadom, for derved at vise dem, der vilde tro paa ham, at han var Israels rette Konge af Davids Æt, hvis Komme var forjættet. Tidligere havde han holdt det offentlige Vidnesbyrd derom tilbage (se 16, 20); men nu, da han stod i Begreb med at fuldføre sit Frelserværk ved sin Død og Opstandelse, nu skulde det aabenbares, at det var som den forjættede Konge, han skulde lide (jfr. 26, 63 f.), for derved at "løskjøbe sig et Ejendomsfolk". Derfor ej alene modtog Jesus den Hyldest, der nu gaves ham som Davidssønnen (V. 9. 16), men han krævede den ogsaa (Lk. 19, 40). Dog er at mærke, at han heller ikke nu fremtraadte som Kongen paa en saadan Maade, at det kjødelige Øje kunde se det; kun de, der ved Troen paa ham havde fattet, at den forjættede Davidssøn skulde være den ydmyge og sagtmodige Fredsfyrste, kunde se, at han netop i denne ringe Skikkelse var den Konge, Israel trængte til for at faa Fred. Og dette forstod endog Jesu Disciple først efter hans Opstandelse (se Joh. 12, 16).
4. d. e. paa Kapperne. Han red paa Folen, "som aldrig noget Men-