Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/169

Denne side er blevet korrekturlæst

149

Mattæos-Evangeliet, 28. Kap.

frem, talede til dem og sagde: mig er given al Magt i Himmel og paa Jord^[1]; gaar derfor hen og gjører alle Folkene til mine Disciple, ved at døbe dem til Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, idet I lære dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder^[2]; og se, jeg er med eder alle Dage indtil Tidens Fuldendelse^[3].

Bjærg i Galilæa giver han dem nu Magt til at grundlægge hans Rige blandt Mennesker. Og ligesom ved Bjærgprædiken har der sikkerlig ogsaa her foruden "de elleve" været samlet en større Kreds af galilæiske Disciple, maaske de "over 500 Brødre", som Pavlus omtaler, 1 Kor. 15, 6. Formodentlig har det været nogle af disse, som tvivlede; der staar nemlig ikke, at det var nogle af "de elleve". Men hvis Mt. taler om Tvivl i de elleves Kreds, saa maa det vist være Tomas, han dermed sigter til (Joh. 20, 24 ff.).

↑ Magten er ham given, fordi han havde givet sig hen til at tjene, for at frelse os (jfr. Ap. Gj. 2, 36: Fil. 2, 9).
↑ Folkene skulle gjøres til Kristi Disciple (kristnes), derved at de enkelte Mennesker døbes til (eller: ind i) Faderens, Sønnens og Aandens Navn. (ɔ: delagtiggjøres i den treenige Gud, saaledes som han har aabenbaret sig for, og som han kjendes og bekjendes af sin Menighed), og dernæst ved at oplæres til at holde alt, hvad Herren har befalet sin Menighed, ɔ: hans Ord, saaledes som han har befalet sin Menighed at bruge det (jfr. Joh. 14, 21. 23; 1 Joh. 2, 3. 5 o. a.), saa at de lyde og følge ham, som Hjorden sin Hyrde. Hvorledes Disciplene forstod denne Herrens Befaling, se vi Ap. Gj. 2, 41. 42.
↑ Med denne Befaling og Forjættelse slutter Mt. sin Fortælling om "Jesus Kristus, Davids og Abrahams Søn" (jfr. 1, 1). Thi deri er indesluttet Opfyldelsen af Forjættelsen om, at i "Abrahams Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes" (1 Mos. 12, 3), og at Davids Søn skal have "Folkene til Arv og Jordens Ender til Eje" (Slm. 2, 8) og være Konge "fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ender" (Sak. 9, 10). — Tidens Fuldendelse, se 13, 39 Anm.

[1] Magten er ham given, fordi han havde givet sig hen til at tjene, for at frelse os (jfr. Ap. Gj. 2, 36: Fil. 2, 9).

[2] Folkene skulle gjøres til Kristi Disciple (kristnes), derved at de enkelte Mennesker døbes til (eller: ind i) Faderens, Sønnens og Aandens Navn. (ɔ: delagtiggjøres i den treenige Gud, saaledes som han har aabenbaret sig for, og som han kjendes og bekjendes af sin Menighed), og dernæst ved at oplæres til at holde alt, hvad Herren har befalet sin Menighed, ɔ: hans Ord, saaledes som han har befalet sin Menighed at bruge det (jfr. Joh. 14, 21. 23; 1 Joh. 2, 3. 5 o. a.), saa at de lyde og følge ham, som Hjorden sin Hyrde. Hvorledes Disciplene forstod denne Herrens Befaling, se vi Ap. Gj. 2, 41. 42.

[3] Med denne Befaling og Forjættelse slutter Mt. sin Fortælling om "Jesus Kristus, Davids og Abrahams Søn" (jfr. 1, 1). Thi deri er indesluttet Opfyldelsen af Forjættelsen om, at i "Abrahams Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes" (1 Mos. 12, 3), og at Davids Søn skal have "Folkene til Arv og Jordens Ender til Eje" (Slm. 2, 8) og være Konge "fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ender" (Sak. 9, 10). — Tidens Fuldendelse, se 13, 39 Anm.

[1]

[2]

[3]