Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/81

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

61

Mattæos-Evangeliet, 12. Kap.

det er en ond og utro[1] Slægt, som attraar et Tegn; men andet Tegn skal ikke gives den end Profeten Jonas's Tegn. Thi ligesom Jonas var i Sødyrets Bug tre Dage og tre Nætter, saaledes skal Menneskesønnen være i Jordens Dyb tre Dage og tre Nætter[2]. Mænd fra Ninive skulle i Dommen staa frem sammen med denne Slægt og domfælde den; thi de omvendte sig paa Jonas's Prædiken, og se, her er mere end Jonas[3]. Dronningen fra Sønden[4] skal i Dommen staa op sammen med denne Slægt og domfælde den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom, og se, her er mere end Salomon. Men naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den gjennem vandløse Steder, søgende Hvile, og finder den ikke. Da siger den: jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af. Og den kommer og finder det ledigt, fejet og smykket. Da gaar den hen og tager med sig syv andre Aander, værre end

    stik modsatte Retning af deres Tanker og Ønsker og betegnede, hvad de ikke vilde tro.

  1. Utro, ɔ: frafalden. Udtrykket er hentet fra Ægteskabet, idet Israel her, ligesom overalt i G. T., ses som Herrens Brud, saa at Frafald fra ham, naar de gik deres egne Veje, er Hor, Utroskab. Denne "Utroskab" fremtraadte især i Farisæerne, som ved deres udvortes Bogstavtjeneste vilde vinde Ære hos Mennesker og unddrage sig fra at give Gud deres Hjærte.
  2. Jonas staar ved sit Ophold i Fiskens Bug og sin underfulde Frelse ud deraf (maaske ogsaa derved, at Skibsfolkene frigjorde sig for ham ved at overgive ham til Døden. ligesom Jøderne gjorde ved Jesus) som et Forbillede paa Jesu Død. Nedfart til Dødsriget (Jordens Dyb) og Opstandelse. Men ligesaa lidt som Niniviterne saa Jonas udgaa af Fisken, ligesaa lidt saa "denne Slægt" (11, 16) Jesu Opstandelse. Den opstandne Frelser saas kun af dem, som troede paa ham, og kun for de troende bliver hans Opstandelse det afgjørende Tegn paa, at han er Guds Søn; men "den utro Slægt" løj sig fra dette Tegn (28, 13 ff.).
  3. Her maa underforstaas: "men denne Slægt omvender sig ikke paa Menneskesønnens Prædiken"; dette tier dog Jesus med (ligeledes V. 42), fordi de endnu havde Valget og Muligheden til Omvendelse. (En lignende Tavshed have vi Lk. 15, 32). Iøvrigt maa vi ved denne Prædiken ikke tænke paa Jesu egen Forkyndelse i hans Kjøds Dage, men paa den opstandne Herres Prædiken gjennem sine Apostle.
  4. d. e. Dronningen af Saba, 1 Kong. 10, 1 ff.