159
holdenhed, men kun Kjærlighed til dem, fordi han ikke vilde bringe dem Sorg. Denne Kjærlighed bragte ham ogsaa nu til at opfordre dem til at tilgive en angrende Synder, som var bleven stødt ud af Menigheden; og den havde fyldt hans Aand med Ængstelse for dem, hvilken Gud dog nu havde forvandlet til Sejers-Glæde (Kap. 1, 12—2, 17). Derefter skildrer han den herlige Gjerning, Gud havde givet ham og dygtiggjort ham til som Kristi Evangeliums Tjener; i Kraft heraf kunde han optræde aabent og ærlig, uden de skjulte Rænker, som de brugte, der lagde Vægt paa Loven; thi den guddommelige Kraft i Sandheden, som han forkyndte, godtgjorde, at han var Guds Tjener midt under al den Trængsel, som han stadig var stedt i, og som han udholdende bar i Haabet om en herlig Opstandelse, og uden at se paa sit eget, men kun paa Guds Ære og Menighedens Tarv; thi Guds Kjærlighed i Kristus var Drivfjedren i hans Færd og Kraften i hans Ord (Kap. 3—5). Saa formaner han Korinterne til at bruge Guds Naade rettelig og at holde sig usmittede af det hedenske Væsen, samt udtaler sin Glæde over, hvad Titus har meldt ham, at de have gjort en god Begyndelse dertil ved at tage hans forrige Brev saa alvorligt til Hjærte (Kap. 6—7). Hertil føjer han saa en indtrængende Formaning til med Iver at fremme Indsamlingen til Menigheden i Jerusalem (Kap. 8—9). — I Brevets andet Afsnit faa hans Ord en langt skarpere Tone. Han beder Korinterne ikke at nøde ham til at bruge sin Myndighed imod dem, hvilket han maatte gjøre, hvis de gave hans selvrosende Modstandere Raaderum (Kap. 10). For at gjøre disses egennyttige og hovmodige Pral til intet, blev han nødt til at rose sig af sine mange Lidelser for Kristi Skyld og de høje Aabenbaringer, han havde modtaget (Kap. 11—12, 18). Dog dette gjorde han ikke for at forsvare sig selv, men som Bevis paa, at han havde Myndighed til at tugte Menigheden, hvis den ikke vendte om i Tide; men han haabede, at den vilde gjøre dette, saa at denne Trusel maatte blive til intet (Kap. 12, 19—13, 13).
