8
Kristus, der gav Anledning til de idelige Uroligheder. Ved disse Stridigheder og ved Jødernes Uddrivelse skulde da det afgørende Brud mellem Jøderne og den kristne Menighed være sket. Alt dette er imidlertid kun Gisninger, om de end maa synes meget trolige. Men det visse er, at da Pavlus skrev sit Brev, bestod Menigheden for den allerstørste Del af Hedningekristne (se 1, 6. 13; 11, 13; 15, 16), om der end har været nogle Jødekristne iblandt dem (jfr. 15, 7-12). Og det samme stadfæstes derved, at da Pavlus senere kom til Rom, vare de derværende Jøder helt ukjendte med Evangeliet, eller lode ialfald, som om de vare det (se Ap. Gj. 28, 21 f.), hvilket de ikke kunde have gjort, hvis ikke Menigheden der havde aldeles overvejende bestaaet af Hedningekristne.
Det fremgaar af 15, 25 ff., at Pavlus har skrevet dette Brev mod Slutningen af sin tredje Rejse, da han stod i Begreb med at rejse til Jerusalem med den Kjærlighedsgave, som var bleven indsamlet i Makedonien og Akaja, altsaa i Begyndelsen af Aar 59, og efter al Sandsynlighed i Korint (se 16, 1 Anm.). Pavlus plejede altid paa sine Missionsrejser at vende sig til de store Byer; thi havde Evangeliet først slaaet Rod der, vilde det snart brede sig til det omliggende Land. Derfor havde han ogsaa alt i mange Aar ønsket at komme til hele Rigets Hovedstad Rom, for ogsaa der at fuldbyrde sit Hverv som Hedningeapostel (se 1, 13-15; 15, 23; Ap. Gj. 19, 21). Men han var hidtil bleven hindret deri, navnlig derved, at der endnu var Egne Østen for Rom, hvor Evangeliet ikke havde lydt. Nu var imidlertid hans Gjerning i disse Egne til Ende, og han havde derfor i Sinde, naar han havde udført sit Hverv i Jerusalem, at drage til Spanien og paa Gjennemrejsen at komme til Rom (15, 23-28). Og saa skriver han nu sit Brev til Menigheden i Rom for at fremme dens Vækst i kristelig Oplysning og Erkjendelse, og sikkerlig ogsaa for at den skulde lære ham og hans Forkyndelse at kjende, inden han selv kom til Rom.
Brevets Grundindhold er Guds frie Naade i Kristus og dens Magt til at frelse, hvor den modtages i Troen. Og derigjennem klarer Pavlus tillige de to Grundspørgsmaal, som det fremfor alt for den ældste Kristenhed maatte være vigtigt at faa Klarhed over: om Lovens Stilling i Guds Husholdning og de Kristnes Frihed fra Loven, og om Israels Forskydelse. Ligesom næsten alle Pavlus's
