Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

7

med den Maade, hvorpaa Pavlus i dette Brev optræder som Lærer for Menigheden i Rom, ej at tale om, at det da var utænkeligt, at han ikke blandt de mange Hilsener i Kap. 16 ogsaa skulde have sendt en særlig Hilsen til Peder. Det eneste trolige er, at Evangeliet aldeles umærkeligt har slaaet Rod her og bredt sig i den store Hovedstad. Og hertil var der rig Anledning. Iblandt dem, der vare til Stede paa den første Pinsedag i Jerusalem, var der ogsaa "tilrejsende Romere" (Ap. Gj. 2, 10), d. e. Jøder fra Rom, som vare komne til Jerusalem til Højtiden; og det er muligt, at ogsaa nogle af disse have været med iblandt de 3000, som den Gang bleve døbte, og at de siden have bragt Evangeliet til Rom. Desuden var der stadig et saa livligt Samkvem mellem Hovedstaden og Rigets forskjellige Egne (hvorom vi ogsaa have et Vidnesbyrd i de mange Hilsener til fordums Kjendinger, som Pavlus sender til Rom i Kap. 16), at det skulde være underligt, om der ikke snart var kommet Kristne til Rom. Men dermed vilde ogsaa Begyndelsen til Evangeliets Udbredelse dèr være given; thi af Ap. Gj. 11, 19 f. se vi, at ikke Apostlene alene, men ogsaa alle andre Kristne udbredte deres Tro, hvor de kom hen. Der har saaledes været Lejlighed nok til, at Evangeliet kunde blive bragt til Rom.

Men, hvorledes det end siden har sig med Romer-Menighedens første Begyndelse, saa meget er sikkert, at den Gang Pavlus skrev sit Brev, fandtes der en blomstrende Menighed i Byen (se 1, 8). Man har formodet, at Menigheden i Rom fra først af ligesom andensteds har bestaaet af Jødekristne, men at der saa er sket et Brud med Jøderne, ligesom dette stadig skete, hvor Pavlus forkyndte Evangeliet (Ap. Gj. 18, 6; 19, 9 o. a.), og at derved Menigheden er bleven helt eller overvejende hedningekristelig; og man har sat dette i Forbindelse med, hvad den romerske Historieskriver Svetonius fortæller, at Kejser Klavdius "drev Jøderne ud af Rom, fordi de idelig gjorde Optøjer, tilskyndede af Krestus" (smlg. Ap. Gj. 18, 2). Det er nemlig ganske troligt, at Svetonius (eller den Kilde, hvoraf han har øst sin Efterretning) kan have forvekslet det gængse Navn Krestus med det ukjendte "Kristus", og at det kun er en Unøjagtighed, naar han siger, at denne Krestus "tilskyndede" Jøderne til Optøjer, istedenfor at det var Troen paa og Forkyndelsen af