Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/321

Denne side er blevet korrekturlæst

311

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne, 4. 5. Kap.

og de døde i Kristus skulle Opstaa først^[1]. Derefter skulle vi levende, som ere tilbage, sammen med dem i Skyer rykkes bort i Luften Herren i Møde, og saa skulle vi alle Tider være sammen med Herren^[2]. Altsaa trøster hverandre med disse Ord.

5te Kapitel.

Men om Tiderne og Timerne^[3], Brødre, have I ikke behov, at der skrives til eder; thi I vide selv grandt, at Herrens

Klasse af Englene; se Jud. 9; Aab. 12, 7), og det ledsages af Guds Basun, en saadan som Gud har befalet skal lyde til at samle hans Folk; jfr. Mt. 24, 31; 1 Kor. 15, 52. Meningen bliver da: naar Opraabet sker, idet en Overengels Røst og Guds Basun lyder, da farer Herren ned, — i Sky, ligesom han opfor (Ap. Gj. 1, 9. 11; Mt. 24, 30), og dèr skal saa (V. 17) hele hans Folk møde ham.

↑ Se 1 Kor. 15, 23 og Anm.
↑ At ej alene de opstandne, men ogsaa de, der opleve Herrens Tilkomst, skulle rykkes bort i Luften, forudsætter, at ogsaa de sidstes Legemer ere blevne forvandlede til aandelige Legemer; se 1 Kor. 15, 51 ff. At de troende, efter at have mødt Herren i Luften, ogsaa skulle blive i Luften, siges der ikke, og det maa sikkerlig heller ikke forstaas saaledes; vi skulle gaa ind til de Vilkaar, som i Aab. 20, 4 betegnes at "være Konger med Kristus i 1000 Aar"; hvorledes dette nærmere skal ske, kan først Opfyldelsen klare. Men Hovedsagen er, at vi fra den Tid af skulle være uadskillelig forenede med Herren (se 5, 10). — Iøvrigt er det klart, at naar Ap. her og V. 15 skriver: vi levende, saa er det hans Haab, at han selv og mange, eller Flertallet, af de dalevende Kristne skulle opleve Herrens Dag. Det gik ham, ligesom de andre Apostle og den ældste Kristenhed i det hele, saaledes, at deres levende Haab om Herrens Tilkomst bragte dem til at overflyve Tiden og se den nærmere, end den virkelig var; jfr. 1 Kor. 15, 52. Og det kan ikke negtes, at de saaledes have taget fejl, ikke i deres Haab, men vel med Hensyn til "Tider og Timer, som Faderen havde fastsat i sin egen Magt" (Ap. Gj. 1, 7) og ikke aabenbaret dem noget om. Men vi se fremdeles, at jo ældre Pavlus blev, des mere klarede det sig for ham, at Herrens Tilkomst var fjærnere, og at det var muligt (2 Kor. 4, 10—5, 4; Fil. 1, 20; 2, 17), ja sikkert (2 Tim. 4, 6). at han vilde dø forinden.
↑ Tiderne, ɔ: de Tidsrum, der skulle hengaa inden Herrens Dag, og Timerne, Tidspunkterne (ɔ: det Tidspunkt), da Herrens Dag oprinder (Ap. Gj. 1, 7).

[1] Se 1 Kor. 15, 23 og Anm.

[2] At ej alene de opstandne, men ogsaa de, der opleve Herrens Tilkomst, skulle rykkes bort i Luften, forudsætter, at ogsaa de sidstes Legemer ere blevne forvandlede til aandelige Legemer; se 1 Kor. 15, 51 ff. At de troende, efter at have mødt Herren i Luften, ogsaa skulle blive i Luften, siges der ikke, og det maa sikkerlig heller ikke forstaas saaledes; vi skulle gaa ind til de Vilkaar, som i Aab. 20, 4 betegnes at "være Konger med Kristus i 1000 Aar"; hvorledes dette nærmere skal ske, kan først Opfyldelsen klare. Men Hovedsagen er, at vi fra den Tid af skulle være uadskillelig forenede med Herren (se 5, 10). — Iøvrigt er det klart, at naar Ap. her og V. 15 skriver: vi levende, saa er det hans Haab, at han selv og mange, eller Flertallet, af de dalevende Kristne skulle opleve Herrens Dag. Det gik ham, ligesom de andre Apostle og den ældste Kristenhed i det hele, saaledes, at deres levende Haab om Herrens Tilkomst bragte dem til at overflyve Tiden og se den nærmere, end den virkelig var; jfr. 1 Kor. 15, 52. Og det kan ikke negtes, at de saaledes have taget fejl, ikke i deres Haab, men vel med Hensyn til "Tider og Timer, som Faderen havde fastsat i sin egen Magt" (Ap. Gj. 1, 7) og ikke aabenbaret dem noget om. Men vi se fremdeles, at jo ældre Pavlus blev, des mere klarede det sig for ham, at Herrens Tilkomst var fjærnere, og at det var muligt (2 Kor. 4, 10—5, 4; Fil. 1, 20; 2, 17), ja sikkert (2 Tim. 4, 6). at han vilde dø forinden.

[3] Tiderne, ɔ: de Tidsrum, der skulle hengaa inden Herrens Dag, og Timerne, Tidspunkterne (ɔ: det Tidspunkt), da Herrens Dag oprinder (Ap. Gj. 1, 7).

[1]

[2]

[3]