430
imod fremhæves der Joh. 7, 5, næppe mere end et halvt Aar før Jesu Lidelse, at hans Brødre ikke troede paa ham, og endnu efter hans Himmelfart adskilles hans Brødre saavelsom hans Moder udtrykkelig fra Apostlene (Ap. Gj. 1, 14). Hertil kommer endnu, at en Apostel næppe kunde have tilbragt al sin Tid som Leder for en enkelt Menighedskreds, saaledes som Jakob Herrens Broder; Apostlenes Hverv var, som deres Navn betegner, at gaa ud i al Verden med Evangeliet. Derhos kalder dette Brevs Forfatter sig ikke Apostel, ligesaa lidt som dets Indhold tyder paa, at det er skrevet af en Apostel. Der er saaledes den højeste Grad af Sandsynlighed for, at denne Jakob er en anden end Jakob Alfæos's Søn, og altsaa hverken Apostel eller Jesu Søskendebarn, men enten Josefs Søn af et tidligere Ægteskab, som nogle Kirkefædre mene, eller snarere en yngre Søn af Josef og Maria, som Ordene i Mt. 13, 55. 56 naturligst maa forstaas. Naar han er kommen til Troen, vide vi ikke; men da Jesu Brødre i Ventedagene fra Himmelfarten til Pinsedagen holdt sig sammen med Menigheden i Jerusalem (Ap. Gj. 1, 14), kan der ikke tvivles om, at de paa den Tid vare troende; og det er højst sandsynligt, hvad man fra gammel Tid af har antaget, at Jesu Aabenbarelse for Jakob efter Opstandelsen (1 Kor. 15, 8) har ført ham saavelsom de andre Brødre til Troen.
Jakobs Brev er skrevet til "de tolv Stammer i Adspredelsen", hvormed betegnes Israels Folk, og her de Kristne af Israel, som boede omkring iblandt Hedningerne, maaske ogsaa dem, der boede i Galilæa og Samaria, udenfor Judæa. Og da der i hele Brevet end ikke hentydes til Kristne af Hedningeæt, er der al Sandsynlighed for, at det er skrevet til de Menigheder, som tidligst bleve stiftede i Adspredelsen, den Gang de Kristne flygtede fra Jerusalem under Forfølgelsen efter Stefans Martyrdød, altsaa i Fønikien og Syrien og paa Kypern (Ap. Gj. 8, 4; 11, 19), maaske ogsaa i Kilikien (Gal. 1, 21). Disse Kristne i Adspredelsen havde vel allerede den Gang deres egne Synagoger, se Kap. 2, 2 (ligesom ogsaa andre Jøder af folkelige og lignende Grunde kunde slutte sig sammen i egne Synagoger, Ap. Gj. 6, 9); men Forbindelsen med de øvrige Jøder var dog ingenlunde brudt; disse betragtede dem, i Lighed med Farisæernes og Saddukæernes "Partier", som et religiøst
