Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/535

525

Judas's Brev.

der har indsneget sig nogle Mennesker, for hvem denne Dom for længe siden er forud skreven^[1], ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uterlighed^[2] og negte vor eneste Hersker og Herre, Jesus Kristus^[3].

Men jeg vil, da I én Gang vide alt, minde eder om^[4], at skjønt Herren havde frelst Folket udaf Ægyptens Land, ødelagde han dog næste Gang dem, der ikke troede^[5]. Og Engle, dem som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres egen Bolig, har han sat under Varetægt til den store Dags Dom i evige Lænker under Mørket^[6]. Ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Byer, der dreve Utugt paa lige Maade som disse og gik efter fremmed Kjød, foreligge

skulle I kæmpe for, at den ikke forvanskes, V. 4, hverken ved et slet Levned eller ved falsk Lære (Fornegtelse af Jesus Kristus); jfr. Fil. 1, 27.

1. Denne Dom, som ret nu skal skildres i Exempler fra Fortiden (V. 5-7. 15), er forud skreven, som Vidnesbyrd om den Dom, der skal ramme disse Vranglærere.
2. Guds Naade, som forlader Synder og frigjør fra Loven, misbruge de, som om den gav dem Lov til Uterlighed; jfr. 2 Ped. 2, 2. 18; Gal. 5, 13; 1 Ped. 2, 16.
3. Jfr. 2 Ped. 2, 1.
4. Da I én Gang, (for alle, derved at I have modtaget Troen, V. 3) vide alt, hvad der hører til Frelse og til at vogte eder for Vildfarelsen (jfr. 1 Joh. 2, 20. 27), saa behøver jeg kun at minde eder om, hvor nidkjær Gud fordum har vist sig mod de ugudelige; da ville I af eder selv skjønne, hvilken Dom der venter de ugudelige blandt eder.
5. Næste Gang, da Gud aabenbarede sin Magt, brugte han den til at ødelægge dem; jfr. 4 Mos. 14, 28-33; 1 Kor. 10, 1-5; Hebr. 3, 7-19. — Denne Aabenbarelse af Guds Dom nævnes ikke i 2 Ped. 2; naar Judas her fremdrager den først, er det sikkerlig et Vidnesbyrd om, at han skriver til Jødekristne.
6. De faldne Engles Synd siges her at have bestaaet i, at de ikke bevarede deres Højhed (eller: Herskerstilling), men forlade deres egen Bolig (den, som efter deres Natur tilkom dem). Dette kan næppe betegne andet, end at de gav Slip paa den Værdighed, at "staa for Guds Trone" som hans udvalgte Tjenere, og derimod fulgte deres egen Vilje. Noget nærmere kan ikke siges derom (jfr. 2 Ped. 2, 4). Mange mene, at Judas her skulde sigte til den urimelige jødiske Fabel, at Englenes Fald bestod i, at de forlod Himlen for at drive Utugt med "Menneskenes Døtre", hvilket man ogsaa har faaet ud af 1 Mos. 6, 2. Men herom siger Judas ikke et Ord.