Det første Brev til Korinterne.
Korint var fra de ældste Tider af en stor og rig Handelsstad. Den blev indtagen og ødelagt af Romerne Aar 146 f. Kr., men blev et Hundredaar senere gjenopbygget og blev fra nu af en af de mest blomstrende Handelsstæder i Oldtiden, som den vigtigste Mellemhandels-Plads mellem Øster- og Vesterleden. Hertil gjorde dens Beliggenhed den fortrinlig skikket. Den laa nemlig paa Landtungen, som forbinder Nord- og Sydgrækenland (Hellas og Peloponnes), hvor de to Bugter, som adskille disse Landsdele, dannede naturlige Havne for Byen. I det 1ste Aarh. e. Kr. var den tillige Sæde for den romerske Landsherre (Prokonsul) i Grækenland, og saaledes dettes politiske Hovedstad. Fra Øst og Vest flokkedes Kolonister, Sø- og Handelsfolk til Korint, blandt hvilke der ogsaa var mange Jøder, som allerede i den Tid særlig plejede at holde til i Handelsstæderne, og store Rigdomme strømmede til Byen. Men dermed fulgte ogsaa en grænseløs Overdaadighed, som ikke alene viste sig i Iver for de skjønne Kunster, men end mere i en umættelig Vellyst og Usædelighed, der havde naaet en saadan Højde dèr i Byen, at man i Oldtiden brugte Udtrykket "at leve paa korintisk" som Betegnelse for den højeste Grad af Vellyst og Nydelsessyge. Imidlertid var der Liv og Røre i Byen paa alle aandelige og materielle Omraader, og der var saaledes ogsaa en Jordbund, hvor Evangeliet kunde slaa Rod.
Pavlus kom til Korint paa sin anden Missionsrejse (Aar 52 eller 53) og forkyndte Evangeliet dèr først alene, siden i Forening
