86
med Silas og Timoteos (Ap. Gj. 18, 1-18; 2 Kor. 1, 19). Efter Sædvane vendte han sig først til Jøderne, som havde en Synagoge i Byen; men da Evangeliet snart vakte deres Modstand, vendte han sig til Hedningerne, blandt hvem hans Vidnesbyrd fandt stor Indgang; et Forsøg, som Jøderne gjorde paa at fremstille ham for den romerske Landsherre som Oprører, strandede, og han kunde vedblive i henved to Aar at forkynde Evangeliet uden ydre Hindringer, dog ikke uden store Vanskeligheder og megen indvortes Kamp (Ap. Gj. 18, 9 f.; 1 Kor. 2, 3). Ikke længe efter at Pavlus havde forladt Korint, kom den skriftlærde og veltalende Alexandriner Apollos dertil og byggede videre paa den Grund, Pavlus havde lagt, til megen Gavn for Menigheden (Ap. Gj. 18, 24-28; 1 Kor. 3, 6).
Efter sin Bortrejse vedblev Pavlus, som venteligt var, at staa i Forbindelse med Menigheden. Af 2 Kor. 13, 1. 2 (jfr. 1 Kor. 16, 7; 2 Kor. 12, 14) fremgaar, at han under sit treaarige Ophold i Efesos havde gjort et kort Besøg i Korint, hvor han til sin Sorg havde fundet, at der var mange Brøst i Menigheden, især Utugtssynder (2 Kor. 2, 1; 12, 21). Ikke længe efter skrev han til Korinterne et Brev, som nu ikke mere findes, hvori han formanede dem til at holde strengere Tugt i Menigheden (se 1 Kor. 5, 9). Og Korinterne skrev igjen et ligeledes tabt Brev til Pavlus (1 Kor. 7, 1) med forskjellige Spørgsmaal til ham. Endvidere fik han Efterretninger om Menighedens Tilstand af flere, som fra Korint kom til ham i Efesos. Herved erfarede han, at trods Ordets Fremgang og trods den Rigdom paa Aandens Naadegaver, som udmærkede Korinter-Menigheden, var der dog ogsaa meget, der langt fra var, som det skulde. Der var opstaaet forskjellige Aandsretninger indenfor Menigheden; nogle kaldte sig Pavlus's Tilhængere, andre Apollos's, andre Kefas's (Peders), atter andre Kristi Tilhængere; se 1 Kor. 1, 12. Hvori Forskjellen mellem disse har bestaaet, kan ikke bestemt siges; man maa slutte sig dertil af de Antydninger, der findes i dette Brev. Saa meget er dog klart, at det ikke har været fire adskilte Partier, thi der findes intet Spor af, at de i det udvortes skilte sig fra hverandre; men det var forskjellige Retninger indenfor den samme Menighed, som ikke vare adskilte hverken i Tro eller i Lærens Indhold, men
