87
navnlig ved den Form, de krævede for Evangeliets Forkyndelse. Dette gjaldt ialfald om dem, der kaldte sig efter Pavlus og Apollos. Den sidste var af Byrd en Jøde fra Alexandria, hvor Jøderne lagde megen Vind paa at forene Israels Tro med den græske "Visdom" (Filosofi); og derfor, uagtet Apollos ingenlunde søgte at stifte Parti i Korint, men trolig "vandede, hvad Pavlus havde plantet" (3, 6; jfr. 16, 12), er det sandsynligt, at hans Forkyndelse af Evangeliet har haft mere af den videnskabelige Form ("Ord-Visdom", 1, 17), som faldt i Grækernes Smag, og som var meget forskjellig fra den Form, Pavlus havde brugt, idet denne særlig i Korint, hvor "Visdommen" spillede saa stor en Rolle, havde beflittet sig paa at forkynde Evangeliet som Korsets Ord i al dets Enfold (se 1, 17; 2, 1. 2). Menneskelig set var det da naturligt nok, at der i Korint var dem, der fremhævede Apollos og hans Forkyndelse fremfor Pavlus og fældte nedsættende Domme om denne (4, 3), og at de især ere blevne højrøstede, efter at Apollos havde forladt Byen, medens andre i Modsætning til disse satte Pavlus's jævnere Forkyndelse som den ypperste, og at begge Parter lidt efter lidt dreves videre til at kalde sig den enes eller den andens Tilhængere. I Modsætning til disse to Retninger er det da troligt, at nogle af de Jødekristne i Korint og maaske andre, som have haft Forbindelser med Jødeland, have sat Pavlus lavere end de oprindelige Apostle, blandt hvilke Peder (Kefas) stod som den ypperste (se 1 Kor. 9, 1. 5). Disse kaldte sig "Kefas's Tilhængere", uagtet Peder selv den Gang endnu ikke havde været i Korint. Og hvad endelig "Kristi Tilhængere" angaar, have disse sandsynlig været saadanne, som vilde udmærke sig fremfor de andre ved at kaste Vrag paa alle menneskelige Lærere og holde sig til Kristus alene, men som have gjort det paa en saadan Maade, at de derved selv stillede sig som en særegen Retning, der øgede Skilagtigheden istedenfor at forene.
Foruden denne Splid fandt ogsaa andet Uvæsen Sted i Korint. Den Løsagtighed, der raadede blandt Hedningerne, havde ogsaa Magt iblandt de Kristne; den Mangel paa Ydmyghed og indbyrdes Kjærlighed, som lagde sig for Dagen i de splidagtige Aandsretninger, traadte ogsaa frem deri, at man førte Retssager indbyrdes for de hedenske Domstole, og i Usamdrægtighed endog ved Kjær-
