98
siden være slupne op for de ulykkelige, der sad fangne femten Hundrede Fod under Jorden?
Alle disse Tanker fo'r Jack Ryan gennem Hovedet. Han indsaa straks, at det vilde være umuligt for ham alene at naa Simon Fords Hytte. Laa der mon Ondskab til Grund for denne Afbrydelse af Forbindelsesvejen mellem Gruben og Jordens Overflade? Det forekom ham næsten utvivlsomt. I hvert Fald ansaa han det for sin Pligt, hurtigst muligt at henvende sig med sin Meddelelse til vedkommende Myndigheder.
Endnu engang bøjede han sig ud over Afgrunden.
»Harry! Harry!« raabte han, saa højt han kunde.
Han hørte, hvorledes Ekkoet den ene Gang efter den anden kastede Navnet tilbage og lod det genlyde i Yarow-Skaktens dybe Gallerier.
Derpaa klatrede han igen op ad Stigerne og naaede lykkelig Dagslyset. I størst mulig Hurtighed tilbagelagde han Vejen til Callanders Banegaard. Heldigvis behøvede han kun at vente nogle faa Minuter paa Iltogets Afgang til Edinburgh, saa at han allerede Klokken tre om Eftermiddagen kunde indfinde sig hos Byens Overborgmester.
Her blev hans Udsagn ført til Protokols. Alle de Enkeltheder, som han kunde meddele, lod ingen Tvivl tilbage om Sandheden af hans Beretning. Præsidenten, Sir Elphiston, som ikke blot var en Kollega, men tillige en god Ven af John Starr, fik straks en Meddelelse om Jack Ryan's Udsagn og udbad sig Ret til at lede de Undersøgelser, som uden Opsættelse skulde iværksættes i Dochart-Gruben. Man stillede altsaa en Del Folk af
Politiet til hans Disposition[1]; man udrustede dem med
- ↑ = Raadighed.
