101
Jack Ryan rystede paa Hovedet, som tvivlede han derom. Han tog imidlertid en Lampe fra en af Betjentene og gik rask foran gennem Dochart-Grubens Hovedgalleri. Alle fulgte ham.
Et Kvarter senere havde Sir Elphiston og hans Ledsagere naaet den aabne Udhulning, paa hvis Bund Simon Ford havde bygget sin »Villa«.
Intet Lysskær oplyste Vinduerne.
Jack Ryan styrtede hen til Døren og stødte den hastigt op.
Hytten viste sig at være forladt.
Man gennemsøgte alle Rum, hver Krog i den mørke Bolig. Der kunde intetsteds opdages noget Spor af Vold. Alt var i Orden, hver Ting stod paa sin Plads, aldeles som om den gamle Mary endnu var der og passede sit Hus. Levnetsmidler forefandtes i saa rigelig Mængde, at de vilde have kunnet slaa til for Familien Ford i mange Dage.
Beboernes Fraværelse syntes altsaa aldeles uforklarlig. Var man da ikke engang i Stand til med Bestemthed at afgøre, naar de havde forladt Hytten? — Jo; thi i disse Omgivelser, hvor der ingen Forskel er paa Nat og Dag, havde Mary vænnet sig til at mærke enhver begyndende Dag med et Kryds i Kalenderen.
Denne Kalender hang paa en Væg i Værelset. Det sidste af disse Kryds stod ved den sjette December, den anden Dag efter Ingeniørens Ankomst, — hvilket Jack Ryan jo kunde bekræfte. Den sjette December, det vil altsaa sige ti Dage forinden, havde Simon Ford, hans Søn og hans Kone forladt Hytten tilligemed deres Gæst. Kunde det tænkes, at en mulig ny Undersøgelse af Gruben