102
kunde være Grunden til en saa lang Fraværelse? Nej, sikkert ikke.
Det mente i det mindste Sir Elphiston. Efter at man med største Omhu havde gennemsøgt Hytten for, om muligt, at finde et eller andet Spor, syntes han at være i stor Forlegenhed med Hensyn til, hvad der nu var at gøre.
Der herskede dybt Mørke rundt omkring. Kun Lamperne, som Betjentene holdt, kastede et mat Skær ud i de uhyggelige Omgivelser.
Pludselig raabte Jack Ryan forfærdet:
»Der! Se der!«
Han pegede i det samme paa et lysende Punkt, som bevægede sig urolig frem og tilbage langt borte i Galleriets mørke Baggrund.
»Lad os ile efter dette Lys, mine Venner!« sagde Sir Elphiston ivrig.
»En Ildheks!« udbrød Jack Ryan. »Hvad skulde det kunne nytte os? vi naar dog aldrig det Lys!«
Præsidenten og Betjentene vare imidlertid ikke overtroiske og fulgte altsaa den Retning, som Lyset angav. Jack Ryan søgte da ogsaa at beherske sig. Han sluttede sig til dem og var nu ikke sidste Mand til at trænge frem i Galleriet.
Det blev en lang, trættende Forfølgelse; Det lysende Punkt syntes at blive baaret afsted af en lille, men meget væver Skikkelse. Hvert Øjeblik forsvandt det bag et fremspringende Klippestykke, men et Øjeblik efter kom det igen pludselig til Syne i en Sidegang. Ved raske Sidespring forstod det stedse atter at unddrage sig Forfølgernes Blik. Ofte troede man, at det var fuldstændig
