104
hvis han kan tale ligesaa godt, som han før løb, vil han sikkert kunne give os en hel Del gode Oplysninger.«
Desværre blev Forfølgelsen hvert Øjeblik vanskeligere og vanskeligere. I Nærheden af Grubens yderste Forgrening krydsede flere snævre Tunneller hverandre. Dette indfiltrede Net af Gange tjente i høj Grad til at lette Lygtens Bærer hans Flugt. Han behøvede blot at slukke den, kaste sig ind i en af Sidegangene og skjule sig der.
»Men naar han vil undgaa os, hvorfor har han saa ikke gjort det for længe siden?« tænkte Sir Elphiston.
Mærkeligt nok: i samme Øjeblik, som Sir Elphiston kom paa denne Tanke, forsvandt Lyset, og Betjentene, der stadig ilede videre, stod pludselig ved Enden af et Galleri foran en snæver Aabning i Skiferklippen.
Hurtigt bleve Lamperne eftersete, og Sir Elphiston og Jack Ryan trængte med deres Ledsagere ind gennem denne Port. Næppe vare de trængt hundrede Skridt frem i et stedse større og højere Galleri, før de pludselig alle bleve staaende som naglede til Pletten.
Tæt op til Klippevæggen laa fire Legemer paa Jorden.
»John Starr!« sagde Sir Elphiston.
»Harry! Harry!« raabte Jack Ryan.
Ingeniøren, Mary, Simon og Harry Ford laa udstrakte som livløse.
Men snart efter begyndte det ene Legeme at bevæge sig, og man hørte den gamle Marys svage Stemme:
»Der er de! det er dem! Endelig!«
Sir Elphiston, Jack Ryan og Betjentene gjorde sig al mulig Umage for at kalde Ingeniøren og de andre til Live igen og hældte dem nogle Draaber af en styrk-
