111
mæssige, ærværdige Buer, frembød det et højst fantastisk og malerisk Skue, der ganske sikkert fortjente de varme Anbefalinger, det fik i Rejsehaandbøgerne. Tilstrømningen af fremmede var derfor ogsaa stedse meget stærk.
Beboerne af Coal-City vare ikke saa lidt stolte af deres underjordiske Bolig. Kun meget sjældent forlod nogen af dem deres Arbejderby, idet de heri tog Simon Ford, der saa godt som aldrig oftere besøgte Oververdenen, til Mønster. Det gik alle Nybygger-Familierne i Ny-Aberfoyle fortræffeligt. Inden tre Aars Forløb havde de svunget sig op til en vis Velstand, som de ganske sikkert aldrig vilde have opnaaet oppe i Grevskabet. En hel Flok smaa Børn, som vare blevne fødte efter Arbejdets Genoptagelse, havde endnu aldrig været oppe paa Jorden.
Jack Ryan plejede spøgende at sige om dem:
»Det er mærkeligt nok: de kan allerede begynde at gaa omkring paa egen Haand, og ingen af dem har dog endnu set Dagens Lys!«
Jack Ryan havde naturligvis været iblandt de første, der paa Ingeniørens Opfordring straks meldte sig til Tjeneste. Det var hans Lyst, og han ansaa det for sin Pligt atter at virke i sit tidligere Kald; Forpagtergaarden maatte altsaa undvære sin Sanger og Sækkepiber. Dermed er det paa ingen Maade sagt, at Jack Ryan ikke mere selv sang; tværtimod: han lod sjælden Ekkoets Stenlunger i Ny-Aberfoyle have Ro en eneste Time.
Jack Ryan boede sammen med Simon Ford og hans Familie i deres nye »Villa«. Man havde tilbudt ham et Værelse i den, og han tog naturligvis med Glæde mod
