112
dette Tilbud. Den gamle Mary satte Pris paa ham paa Grund af hans brave Karakter og hans gode Humør. Hun delte jo i sit stille Sind ogsaa hans Meninger med Hensyn til de fantastiske Væsener, som skulde husere i Kulgruben, og naar de to engang imellem tilfældigvis vare alene, plejede de gerne at underholde hinanden med de gyseligste Spøgelsehistorier.
Jack Ryan blev snart alles Yndling. Han var et godmodigt Menneske og en paalidelig Arbejder. Seks Maaneder efter at Arbejdet var genoptaget, overtog han Ledelsen af en Afdeling Arbejdere.
»De har rigtignok noget at rose Dem af, Hr. Ford«, sagde han et Par Dage efter sin Ankomst til Gruben. »De har opdaget en ny Kulaare, selv om De ogsaa var nær ved at sætte Livet til derved!«
»Ja, Jack, det var en god Forretning, vi gjorde der!« svarede den gamle Formand. »Men hverken Hr. Starr eller jeg skal nogensinde glemme, at det var dig, der frelste vort Liv.«
»Nej!« svarede Jack. »Det var Deres Søn Harry, som var den virkelige Redningsmand; det var ham, der havde den gode Ide at tage imod min Indbydelse til Festen i Irvine…«
»Og blive borte, ikke sandt?« faldt Harry sin Kammerat i Talen, idet han greb hans Haand og trykkede den hjerteligt. »Nej, dig, Jack, som ikke skaanede dine Saar, som ikke spildte en Dag, ikke en Time, dig kan vi ene og alene takke for, at vi endnu var i Live, da man fandt os i Gruben.«
»Nej, paa ingen Maade!« indvendte den beskedne Jack. »Jeg vil ikke gaa og gælde for, hvad jeg ikke er!
