113
Jeg lod blot ikke være at skaffe mig at vide, hvad der var hændet, det er hele min Fortjeneste. Dog, for at enhver kan faa den Anerkendelse, vi skylder ham, maa jeg bemærke, at havde ikke den vidunderlige lille Bjergnisse, som vi slet ikke kunde faa fat paa…«
»Aha, der har vi det?« raabte Simon Ford. »Tænkte jeg ikke nok, at der skulde en lille Bjergnisse med i Spillet!«
»Ja, en Bjergtrold, en Aand, en Fe!« svarede Jack, »maaske en af Ildheksenes Børnebørn, — en Alf, eller hvad I vil. Men saa meget er sikkert, at uden hans Hjælp havde vi aldrig fundet ind til det Galleri, hvor I var indespærrede.«
»Ganske vist, Jack«, sagde nu Harry. »Det drejer sig altsaa kun om, hvorvidt hint Væsen virkelig var af saa overnaturlig Herkomst, som du antager.«
»Overnaturlig!« raabte Jack Ryan. »Det var lige saa overnaturligt som en Lygtemand; skulde det Væsen ikke være overnaturligt, som man dybt nede i en øde Grube ser ile af Sted med en brændende Fakkel i Haanden, som man forgæves anspænder alle sine Kræfter for at indhente, som smutter ud af Haanden paa os som en Sylfide og svinder bort for vort Blik som en Skygge. Giv bare Tid, Harry, det vil saamænd nok vise sig for os endnu en Gang.«
»Ja, lad nu det være godt, Jack«, bemærkede Simon Ford. »Hvad enten det nu er en Lygtemand eller ej: vi skal gøre os al mulig Umage for at se igen at komme paa Spor efter det, og du vil vel nok hjælpe os dermed, Jack?«
