115
Sømandens til at holde Udkig langt ud i den fjærne Horisont.
Naar Harry saaledes vandrede omkring, var han dog bestandig opfyldt af en og samme Tanke: Haabet om atter at møde det gaadefulde Væsen, hvis hjælpende Mellemkomst han og hans Kammerater i højere Grad end noget andet skyldte deres Redning. Vilde dette Haab nogensinde gaa i Opfyldelse? Hvis han kunde fæste Lid til sine Anelser: ja! naar han derimod tog det lidet tilfredsstillende Resultat af sine tidligere Anstrengelser i Betragtning: næppe!
Attentater[1] paa Familien Ford af samme Slags, som det før Opdagelsen af Ny-Aberfoyle, vare ikke oftere indtrufne.
Man maa ikke tro, at det, selv paa den Tid, da Coal-City lige var begyndt at vokse op, fattedes denne underjordiske By paa Adspredelser, og at Livet dernede var ensformigt og kedeligt.
Paa ingen Maade. Hele Befolkningen havde de samme Interesser og samme Smag, og Velstanden var omtrent den samme hos alle, saa at de næsten vare som een stor Familie. De kendte alle hverandre og stod paa en fortrolig Fod med hverandre, og dette bevirkede, at man følte sig tilfreds dernede, og at Ønsket om at deltage i Oververdenens Fornøjelser kun meget sjældent vaagnede hos Befolkningen.
Hver Søndag foranstaltede man Spadsereture i
Kulværket og Udflugter paa Søerne og Dammene, og af alt
- ↑ Mordforsøg.
