126
Den underste Del af Skakten snævrede sig betydeligt ind.
Harry løste sin Lampe fra Bæltet og lod dens Skær oplyse Terrainet rundt omkring. Hans tidligere Antagelse var ikke urigtig.
I et dybt liggende Kullag gik der en snæver Gang ind, i hvilken man kun kunde bevæge sig ved at krybe paa Hænder og Fødder.
Harry vilde have at vide, hvor dette snævre Galleri førte hen, og se, om det ikke længere borte mundede ud i en større Hulning.
Han lagde sig ned paa Jorden og begyndte at krybe, men pludselig stødte han paa noget, der spærrede ham Vejen.
Saavidt han kunde slutte sig til ved at føle sig for, bestod denne Hindring i et menneskeligt Legeme, der fuldstændig spærrede Gangen.
Harry veg først forfærdet tilbage, men derpaa krøb han dog igen fremad.
Han havde ikke taget fejl; det var virkelig et menneskeligt Legeme, som her laa ham i Vejen. Ved atter at føle sig for overbeviste han sig om, at det vel var iskoldt paa Hænder og Fødder, men dog ikke fuldstændig livløst.
Hurtig fik han Legemet løftet op, bragte det hen til Skakten og lod Lampeskæret falde paa dets Ansigt.
»Et Barn!« udbrød han forbavset.
Det i denne Afgrund fundne Barn levede vel endnu, men det trak Vejret saa svagt, at Harry hvert Øjeblik maatte befrygte, at det kunde dø i hans Arme. Han
