125
i Sekundet. Han kunde derfor bekvemt se sig godt for og holde sig beredt paa enhver Mulighed.
Indtil der var gaaet to Minuter, altsaa til en Dybde af hundrede og tyve Fod, gik Nedfarten for sig uden nogen Forstyrrelse. Skaktens Væg viste intetsteds Spor af noget derfra udgaaende Sidegalleri; den blev lidt efter lidt snævrere. Harry mærkede nu en køligere Vind, der blæste op fra Bunden, hvoraf han sluttede, at Skakten forneden stod i Forbindelse med en vandret løbende Gang i Gruben.
Han sænkedes dybere ned. Rundtom herskede der fuldstændig Mørke, fuldkommen Ro. Hvis virkelig et eller andet levende Væsen havde søgt Tilflugt i delte hemmelighedsfulde Svælg, saa var det enten ikke mere nærværende eller forraadte i det mindste ikke sin Nærværelse ved den ringeste Bevægelse.
Jo dybere Harry kom ned, desto mere mistroisk blev han; han trak derfor sin Kniv ud af Bæltet og holdt den fast omsluttet i højre Haand for at være beredt paa ethvert Angreb.
I en Dybde af hundrede og firsindstyve Fod følte Harry, at han havde fast Jord under Fødderne; Rebets Spænding blev mindre, de holdt det nu fast deroppe og sænkede det ikke mere.
Harry trak Vejret et Øjeblik. En Frygt, som han havde næret for, at Rebet skulde blive skaaret over ovenover hans Hoved, var ikke gaaet i Opfyldelse. Han havde iøvrig heller ikke nogetsteds i Skaktvæggen bemærket nogen Udhulning, i hvilken et levende Væsen vilde have kunnet skjule sig.
