124
glide ned i Afgrunden i en hængende Stilling. Et Ryk i Rebet skulde tjene som Signal til dem, om at de skulde trække ham op igen.
Den temmelig vide Skakt havde et Gennemsnit af omtrent tolv Fod. En Bjælke blev lagt over Mundingen ligesom en Bro, saa at Rebet, der blev lagt over og gled paa denne Bjælke, stadig maatte være i Midten af Skakten, for at ikke Harrys Legeme paa Farten ned i det ukendte Dyb skulde støde mod Sidevæggene.
Harry havde allerede gjort sig færdig.
»Det er altsaa stadig din Hensigt at ville undersøge dette Svælg?« spurgte Jack Ryan ham alvorlig.
»Ja, Jack!« svarede Harry. »Det er mit urokkelige Forsæt!«
Rebet blev nu først befæstet om Harrys Lænder og derpaa under hans Arme, saa at hans Legeme hang sikkert og lige.
Ved denne Fremgangsmaade beholdt Harry begge Armene fri. Ved Bæltet befæstede han en Sikkerhedslampe, og ved Siden havde han en af de bekendte brede, skotske Knive i en Læderskede.
Harry gik ud til Midten af Bjælken, over hvilken Rebet gled.
Derpaa lod hans Ledsagere ham synke, og han forsvandt snart i Dybet. Da Rebet samtidig drejede sig langsomt, faldt Lampens Straaler lidt efter lidt rundt om paa Væggene, og Harry blev derved sat i Stand til at tage dem meget nøje i Øjesyn.
Disse Vægge bestod af Skifer og vare saa stejle og glatte, at man umuligt kunde klatre op ad dem.
Harry sank med jævn Hastighed — omtrent en Fod
