123
i Morgen tidlig Klokken seks, og — Tavshed! Far vel, Jack!«
For ikke længer at fortsætte en Samtale, under hvilken Jack Ryan sikkert vilde have gjort alt for at bringe ham til at afstaa fra sit Forsæt, forlod Harry hurtigt sin Ven og vendte hjem.
Man maa iøvrigt indrømme, at Jack Ryan's Ængstelse ikke var overdreven. Hvis Harry virkelig var truet af en personlig Fjende, der holdt sig skjult i den Skakt, som den unge Bjærgmand vilde undersøge, udsatte han sig uden Tvivl for den øjensynligste Fare.
»Og desuden«, tænkte Jack ved sig selv, »hvorfor løbe i Armene paa en mulig Fare for at forklare en Række Begivenheder, der forstaar sig af sig selv i det Øjeblik, man blot tilskriver dem et overnaturligt Væsens Mellemkomst?«
Imidlertid indfandt Jack Ryan med tre Kammerater sig dog den næste Morgen tilligemed Harry til den aftalte Tid ved Skaktens Munding.
Harry havde holdt sit Forehavende hemmeligt saavel for John Starr som for sin Fader. Ogsaa Jack Ryan havde holdt sit Ord og tiet. Da de andre Bjærgfolk saa' det lille Selskab bryde op, troede de, at det blot drejede sig om en eller anden Undersøgelse af Lagets Tykkelse paa et nyt Sted.
Harry bar et to Hundrede Fod langt Reb, som vel ikke var tykt, men meget stærkt. Da han hverken kunde klatre op eller ned ved Hjælp af Arme og Hænder, maatte han benytte sig af et Reb, som var saa solidt, at det med fuldkommen Sikkerhed kunde bære hans Legemes Vægt. Hans Ledsagere skulde altsaa lade ham
