129
Dette skete rimeligvis ogsaa, thi Rebet gik hurtigere og hurtigere til Vejrs med ham.
Han havde endnu en Strækning paa firsindstyve Fod tilbage. I dette Øjeblik opgav Fuglen sine Angreb paa ham, men nu truedes han af en langt frygteligere Fare; thi den klamrede sig fast til Rebet to Fod over hans Hoved og saa højt derover, at han ikke kunde naa derop med den Haand, han havde fri; Dyret begyndte straks at sønderslide Tovet med sit skarpe Næb.
Haarene rejste sig paa Harry's Hoved.
En af Snorene i Rebet var allerede hakket over og havde løsnet sig. Rebet begyndte at give efter.
Harry udstødte et gennemtrængende Skrig.
Endnu en af Snorene gik løs under den dobbelte Byrde, som det halvt søndergnavede Reb maatte bære.
Harry lod sin Kniv falde, og det lykkedes ham ved en næsten overmenneskelig Anstrengelse netop i det Øjeblik, da Rebet var ved at briste, at løfte sig op og gribe fat i det med sin højre Haand lige oven over det Sted, hvor Fuglen havde søndergnavet Rebet med sit Næb. Men hvor jærnstærk hans Haand end var, mærkede han dog, at han ikke ret længe vilde have Kraft nok til at holde sig fast.
Han havde vel kunnet tage fat med begge Hænder; men saa havde han maattet ofre Barnet, som han stadig holdt i sin venstre Arm… Nej, han vilde ikke engang tænke derpaa!
Imidlertid trak Jack Ryan og begge de andre Bjærg- folk, som hørte Harry's fortvivlede Raab, Rebet hurtigere og hurtigere i Vejret.
Harry troede ikke, at hans Kræfter vilde slaa til,
