131
Dennes forvildede, spørgende Blik, hendes fintformede Ansigt, som, saa ungt det end var, bar tydelige Spor af grusomme Lidelser, den hvide Ansigtsfarve, som syntes endnu aldrig at have været udsat for Dagslyset, hendes fine og nydelige Skikkelse — kort sagt alt forenede sig om at gøre hende til en ligesaa ejendommelig som henrivende Skabning. Jack Ryan sammenlignede hende træffende med en lille Alf. Var det en Følge af de ejendommelige Omgivelser og de ganske usædvanlige Omstændigheder, i hvilke den unge Pige aabenbart hidtil havde levet, at hun kun halvt syntes at tilhøre den menneskelige Slægt? Hendes Ansigtsudtryk maatte være enhver paafaldende. Hendes Øjne syntes ikke godt at kunne taale Skæret fra Lamperne og saa sig om med et sky og frygtsomt Udtryk, som om alt var dem nyt og usædvanligt.
Den gamle Skotlænderinde henvendte nogle venlige Ord til den unge Pige, efter at man havde lagt hende paa Mary's Seng, og hun dér var kommet til Live igen, som om hun vaagnede af en aarelang Søvn.
»Hvad hedder du, mit Barn?« spurgte hun.
»Nelly«, svarede den unge Pige.
»Er der noget, du ønsker, Nelly?« vedblev Mary.
»Jeg er sulten,« svarede Nelly. »Jeg har ikke faaet noget at spise, siden…«
Man kunde allerede af disse faa Ord høre, at Nelly ikke var vant til at tale.
Mary skaffede hurtig den unge Pige noget at spise og drikke. Nelly var nær ved at dø af Sult. Hvor længe mon hun havde været i Skakten?
