136
indbyrdes om denne Gaade. Hvis det forholdt sig saaledes, at en eller flere Ugerningsmænd holdt sig skjult i Gruben og forberedte en eller anden forbryderisk Streg, saa havde Nelly dog sikkert maattet kunne give Oplysning om dem; men hun tav stadig. De mindste Hentydninger til hendes Fortid fremkaldte altid saa heftige Anfald, at man holdt det for raadeligst fuldstændig at undgaa dem. I Tidens Løb vilde hendes Hemmelighed maaske saa paa en eller anden Maade kunne lokkes ud af hende.
Fjorten Dage efter sin Ankomst til Hytten kunde Nelly allerede begynde at gaa den gamle Mary til Haande i Huset, og i disse Beskæftigelser som i alt andet lagde hun en forbavsende Klogskab og Iver for Dagen. Det forekom hende ganske naturligt aldrig at forlade dette Hus, i hvilket hun var blevet saa hjerteligt modtaget. Hun befandt sig fuldkommen vel hos Familien Ford, ligesom det ogsaa forstod sig af sig selv, at hun fra det første Øjeblik, da hun blev bragt ind i dette Hus, var bleven betragtet som Familiens eget Barn.
Nelly var en henrivende sød, ung Pige. Det nye Liv havde gjort hende ligefrem smuk. Disse glade Dage, hun nu nød, vare vel de første lykkelige i hendes Liv, og hun var ogsaa opfyldt af den inderligste Taknemlighed imod dem, hvem hun skyldte denne uvante Lykke. Mary følte en sand moderlig Deltagelse for hende. Den gamle Formand var næsten ganske forelsket i hende, kort sagt: alle holdt af hende. Jack Ryan beklagede kun, at det ikke var ham, der havde reddet hende. Nelly, som endnu aldrig havde hørt nogen synge, fandt det meget smukt, naar han sang for dem; men enhver kunde dog let se, at hun for Jack Ryan's Sange langt
