144
ubekendte Gange; de havde vovet sig langt, langt ind og maa tilsidst være faret vild…«
»Faret vild?« afbrød Harry hende og saa' forskende paa hendes Ansigt.
»Ja… faret vild…« gentog Nelly med skælvende Stemme. »Deres Lampe gik ud, de kunde ikke finde Vej tilbage…«
»Og de maatte forblive indelukkede derinde i otte Dage«, fortsatte Harry. »De vilde ovenikøbet snart være omkomne, havde Gud ikke sendt dem et hjælpende Væsen, der hemmelig bragte dem Næringsmidler og paa en vidunderlig Maade senere førte deres Befriere til dem. Uden dette Væsens Hjælp havde det aldrig været muligt for dem at forlade den uhyre Grav?«
»Hvorfra véd du alt dette?« spurgte den unge Pige.
»Jo, for… de indespærrede var John Starr, mine Forældre og mig!«
Nelly løftede Hovedet, greb den unge Mands Haand og saa' ham dybt ind i Øjnene.
»Dig?« gentog hun.
»Ja! og den, vi kan takke for, at vi endnu den Dag i Dag er i Live, det er dig, Nelly, — det kan ikke have været nogen anden end dig!«
Nelly lod Hovedet synke ned i sine Hænder, skjulte Ansigtet i dem og gav intet Svar. Aldrig endnu havde Harry set hende saa stærkt bevæget.
»De, som har reddet dig, Nelly«, føjede han til, »skyldte allerede selv i Forvejen dig deres Liv; og tro mig, det kan og vil de aldrig glemme!«
