143
Harry syntes, at det nu var bedst at benytte det gunstige Øjeblik til maaske at faa mere at vide.
»Man kunde dog let forvilde sig i de lange Gange. Har du aldrig været bange for det, Nelly?«
»Nej, jeg havde i lang Tid kendt alle Gallerierne og Skakterne i den nye Kulgrube meget nøje«.
»Forlod du den aldrig?«
»Jo… een Gang…«, svarede den unge Pige tøvende; »jeg besøgte ogsaa undertiden det gamle Aberfoyle Værk.«
»Saa kendte du vel ogsaa den gamle Hytte?«
»Ja, Hytten kendte jeg nok, men ikke dens Beboere«.
»Beboerne«, forklarede Harry, »var min Fader, min Moder og jeg. Vi vilde egentlig nødig forlade den gamle Bolig, der var bleven os saa kær«.
»Maaske vilde det dog have været bedst for eder!« sagde den unge Pige ganske sagte.
»Hvorfor dog det, Nelly? Kan vi ikke takke vor Udholdenhed for, at de nye Kulskatte er bleven opdagede? Og har denne Opdagelse ikke haft de gavnligste Følger for en hel Befolkning, hvis Velstand paany er bleven grundlagt ved dette Arbejde, og ogsaa for dig, Nelly; du blev, saa at sige. givet tilbage til Livet og fandt Hjerter, som du véd tilhører dig helt og holdent, ikke sandt?«
»For mig?« svarede Nelly, »… ja!… der ske saa, hvad der vil!… For de andre?… hvem véd?«
»Hvad mener du dérmed?«
»Intet!… bryd dig ikke derom! — Men den første Indtrængen i den nyopdagede Grube havde sine store Farer. Engang var nogle uforsigtige trængte ind i disse
