142
nogensinde har baaret mig derop. Saa maatte jeg dog have bevaret en dunkel Erindring om Oververdenen.«
»Det tror jeg ogsaa«, svarede Harry. »Dengang var der ogsaa mange andre, som aldrig forlod Gruben. Forbindelsen med Verden ovenover var for besværlig, og jeg har kendt mange unge Knøse og Piger, der i din Alder vare ligesaa ukendte med Forholdene deroppe som du. Men nu befordrer Jærnbanen os igennem den store Tunnel til Grevskabets Overflade i Løbet af faa Minutter. Aa, hvor jeg længes efter det Øjeblik, da du vil sige til mig: Kom, Harry, nu kan mine Øjne taale Dagslyset, jeg vil se Solen! Jeg vil beundre den store Skabers Værker!«
»Jeg haaber, at jeg ret snart vil kunne sige dette til dig, Harry. Jeg vil sammen med dig beundre denne ydre Verden, og dog…«
»Hvad vil du sige, Nelly?« spurgte Harry ivrig. »Beklager du dig maaske over at have forladt den mørke Afgrund, i hvilken du har tilbragt dine første Leveaar, og hvorfra vi frelste dig, da du var Døden nær?«
»Nej, Harry«, svarede Nelly, »jeg tænkte kun paa, at ogsaa disse mørke Dybder har deres Skønhed. Du skulde blot vide, hvad Øjne, der kun er vante til dette Mørke, ser dernede! Dybt nede i Gruben findes mørke Kløfter, gennem hvilke der nu og da sitrer et usikkert Lysskær. Da hører man ligesom Stemmer, der tiltaler en…«
»Og du følte slet ingen Angest, Nelly, naar du saaledes var alene?«
»Naar jeg var alene«, svarede den unge Pige, »var jeg aldrig bange«.
