141
Nelly, hvormeget hans Forældre, John Starr og han selv troede at skylde hendes uegennyttige Hjælp.
Dette skete paa en Festdag, da alle flittige Arme hvilede. Alle skulde lidt ud at spadsere. Paa mange forskellige Steder gav muntre Sange Genlyd i Ny-Aberfoyles mægtige Hvælvinger.
Harry og Nelly havde forladt deres Bolig og vandrede med langsomme Skridt langs den venstre Bred af Malcolm-Søen. De elektriske Straaler faldt der mere dæmpet paa nogle maleriske Klipper, som støttede den mægtige Kuppel. Dette Halvmørke var velgørende for Nelly's Øjne, der endnu ikke rigtig havde vænnet sig til at taale Lyset.
Efter at have vandret en Timestid standsede Harry og hans Ledsagerinde foran det lille Kapel paa en Terrasse med Udsigt over Søen.
»Dine Øjne ere endnu ikke vante til Dagslyset, Nelly«, sagde Harry, »og de ville vel næppe kunne udholde Solens Straaler«.
»I alt Fald ikke, hvis Solen er saaledes, som du har beskrevet mig den, Harry«, svarede den unge Pige.
»Ak! Nelly«, vedblev Harry, »med Ord formaar jeg ikke at give dig en rigtig Forestilling om dens Glans ligesaa lidt som om alt det øvrige vidunderlige og herlige i Verden, som dine Øjne endnu ikke har set. Men sig mig dog, er det virkelig muligt, at du aldrig, siden du blev født i den mørke Kulgrube, har betraadt Jordens Overflade?«
»Aldrig, Harry, og jeg tror ikke engang, at min Fader eller min Moder, selv da jeg endnu var ganske lille,
