140
bedækkede Højen. Alle Anstrengelser vare forgæves! Man opdagede intet. Intet menneskeligt Væsen traadte nogensinde ud gennem Tunnelmundingen.
Snart vandt den Anskuelse mere og mere Tiltro, at Forbryderne helt havde forladt Ny-Aberfoyle, og at de troede Nelly omkommen paa Bunden af den snævre Skakt, hvor de havde efterladt hende. Førend man begyndte at bearbejde Kulgruben, havde de i den haft et sikkert Tilflugtssted, og de havde kunnet være temmelig sikre for ikke at blive efterstræbte der. Nu derimod havde Forholdene fuldstændig forandet sig. Det vilde være vanskeligt for dem at holde deres Smuthuller hemmelige. Der var altsaa al Grund til at antage, at man for Fremtiden ikke havde noget at befrygte. Dog kunde John Starr ikke fuldstændig slaa sig til Ro hermed. Harry delte ogsaa denne Anskuelse og udtalte sig flere Gange derom.
»Nelly staar uden Tvivl i Forbindelse med denne Hemmelighed«, sagde han. »Hvorfor skulde hun ogsaa vedblivende tie derom, naar hun ikke mere havde noget at befrygte? Uden Tvivl føler hun sig lykkelig hos os og holder af os alle. Hun tilbeder min Moder. Naar hun ikke taler om sin Fortid, om det, som kunde gøre os rolige med Hensyn til Fremtiden, maa en vigtig Hemmelighed, som hendes Samvittighed byder hende at fortie, tynge paa hende.
De kom derfor overens om, i deres Samtaler med den unge Pige at undgaa alt, hvad der kunde minde hende om Fortiden.
En Dag kunde Harry dog ikke lade være at fortælle
