151
»Naturligvis dig selv, min Ven!«
Harry anvendte fra nu af alle sine Fritimer paa Nellys Opdragelse. Han havde begyndt at lære hende at læse og skrive, og den unge Pige gjorde virkelig overraskende Fremskridt. Det lod næsten til, at hun kendte meget af rent Instinkt. Ingensinde har sikkert en ualmindelig Intelligens[1] hurtigere faaet Bugt med en komplet Uvidenhed.
Simon og Mary følte daglig mere og mere, hvor inderligt de havde knyttet sig til deres Plejebarn, hvis tidligere Liv dog ikke kunde undlade at volde dem en Del Bekymringer med Hensyn til Fremtiden. De gennemskuede meget snart, af hvad Natur Harrys Følelser for Nelly vare, og de vare inderlig glade derover.
Læseren erindrer, at den gamle Formand ved en tidligere Lejlighed, nemlig da Ingeniør Starr første Gang aflagde Besøg i »Villaen«, ytrede omtrent følgende:
»Hvorfor skulde min Søn gifte sig? Hvilket ungt Væsen deroppe fra kunde vel passe til en ung Mand som Harry, hvis hele Liv er bestemt til at tilbringes i et Kulværks Dybder?«
Nu syntes det næsten at ligge soleklart for Dagen, at Forsynet selv havde sendt den eneste Livsledsagerinde. som kunde passe for hans Søn.
Den gamle Formand gjorde ogsaa i al Stilhed sig selv det Løfte, at den Dag, da dette Ægteskab virkelig kom i Stand, skulde blive fejret i Coal-City med en Fest som Aberfoyle Bjergfolkene ikke saa snart skulde glemme.
- ↑ klar Forstand, hurtig Opfattelse.
