150
Vidundere og Himlen med dens pragtfulde Glans! Hun vil da vide, at Naturen har givet Menneskets Blik en videre Horisont end den, man finder i en mørk Kulgrube. Hun vil komme til at forstaa, at Verdensrummet ikke kender synlige Grænser!«
Medens Harry saaledes lod sig rive hen af sine Tanker, havde Jack Ryan forladt Stigen og var traadt over paa Bevægelses-Apparatet.
»Hej, Jack!« raabte Harry, »hvor blev du af?«
»Jeg er allerede langt nede under dig,« raabte den lystige Kammerat leende. »Medens du svinger dig op mod det høje, stiger jeg ned i Afgrunden.«
»Farvel, Jack,« raabte Harry efter ham, og greb nu selv fat i Apparatet, da det igen gik i Vejret. Jeg beder dig ikke tale til nogen om det, jeg nylig har betroet dig.«
»Ikke til en Moders Sjæl!« forsikrede Jack Ryan, »dog kun paa een Betingelse…«
»Og det er?
»Jeg vil have Lov til at ledsage jer begge paa Nellys første Udflugt til Oververdenen.«
»Ja vel, Jack, det lover jeg dig!« svarede Harry.
En ny Omdrejning af den bevægelige Stige bragte de to Venner endnu længere bort fra hinaden. De kunde allerede nu næppe høre hinandens Stemme.
Dog formaaede Harry netop at opfange Jacks Ord, da denne raabte op til ham:
»Og naar Nelly har set Solen, Maanen og alle Stjernerne, véd du saa, hvad hun alligevel vil foretrække for dem?«
»Nej?«
