175
Harry hendes Haand, og med et inderligt Blik saa' han den unge Pige ind i Øjnene, idet han sagde:
»Kære Nelly, om kort Tid er vi atter nede i vort mørke Kulværk! Er du vis paa, at du nu ikke vil føle Smerte ved Savnet af alle de Ting, som du har set her oppe i det fulde Dagslys?«
»Nej, Harry « svarede den unge Pige. »Jeg vil altid bevare Erindringen om det, men det er med ublandet Glæde og Tilfredshed, at jeg atter følger dig ned til vort kære Kulværk.
»Nelly«, spurgte Harry med stærkt bevæget Stemme, »vil du.... vil du være min Hustru?«
»Ja, Harry, det vil jeg«, svarede Nelly, idet hun saa' paa ham med sit rene, uskyldige Blik; »saafremt du da tror, at jeg vil kunne være dig…«
Nelly var midt i denne Sætning, i hvilken Afgørelsen af hele Harrys Fremtid laa, da der pludselig skete noget højst mærkeligt.
Skønt »Rob Roy« endnu befandt sig i nogen Afstand fra Kysten, fik den med ét et meget stærkt Stød. Skibets Køl borede sig fast i Bunden af Søen, og dets Maskine formaaede, uagtet man satte fuld Kraft paa, ikke at bringe det flot igen.
Den eneste Maade, paa hvilken man kunde forklare sig denne uventede Begivenhed, var, at den østlige Del af Katrinesøen næsten i Løbet af et Øjeblik maatte have udtømt sig, som om der pludselig havde aabnet sig en umaadelig Revne i dens Leje. Saaledes forholdt det sig i Virkeligheden ogsaa: inden faa Sekunders Forløb laa hele denne Del af Søen tør ligesom en meget flad Strandbred paa det Tidspunkt af Døgnet, da Ebben er stærkest.
